Vi er næsten et halvt år inde i det nye år, året 'uden regler'. Det har givet rig mulighed for at prøve lidt flere ting af i forhold til hvad der dur, og ikke dur, for at vedligeholde et moderat sukkerindtag.

Det er lidt som med vægttab, at selvom selve vægttabet føles som den primære rejse, så er det egentlig først når målet er nået, og det skal vedligeholdes, at den rigtige udfordring kommer - en udfordring der vel at mærke ikke har nogen slutdato. Det her skal holde for livet! Derfor er det enormt vigtigt for mig at finde en balancegang, som er naturlig og realistisk så det kan komme ind under huden på mig, og det ikke er noget jeg konstant skal holde mig selv i ørene med.

Jeg begynder så småt at sætte tvivl ved min 'strike regel', som nok var hele rygraden i mit regelsæt for mit sukkerfri år. Dog tror jeg simpelthen ikke at jeg ville have nået hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke kørte det på den måde. Det var først og fremmest en træning i disciplin! Men konceptet om "den forbudte frugt" skaber kun et instinktivt behov for at gøre oprør. Jeg har de første par måneder i det nye år forsøgt at holde mig nogenlunde på samme spor, og kun tillade mig det i weekenderne (primært fredag, med lidt lettere indtag lørdag-søndag). Det resulterede i ædeflip, og det er relativt hvor meget mindre der blev spist lørdag-søndag. Men jeg klarede mig sådan set fint nok de fleste hverdage. På daværende tidspunkt var jeg stadig arbejdsløs, så der var som sådan ikke den helt store forskel på hverdag og weekend, med henblik på behovet om at koble fra fredag/weekend, og alligevel brusede der altid et intens behov for at mæske sig op, hver eneste fredag. Hvorfor? Jeg klarede mig jo fint uden alle andre dage!
Jeg lagde strategien om, og i stedet tillod let snacking alle dage, ved behov, for at holde en jævn kurve, og ikke spise hverken mere eller mindre i weekenden. Det tager tid at vænne sig til, at fredag altså bare er en dag som så mange andre, og min krop har ikke mere brug for sukker bare fordi det tilfældigvis er den dag på ugen.
Umiddelbart lyder det som om jeg er kommet tilbage til gamle vaner, hvor jeg også spiste rå mængder slik hver eneste dag, men der er alligevel gjort store ændringer siden dengang! Først og fremmest har jeg afvænnet mig fra overhovedet at kunne lide langt størstedelen af det slik jeg mæskede mig i dengang. Derudover kan jeg slet ikke klemme samme mængder ned længere, hvilket er ret utrolig at jeg overhovedet at kunne proppe mig så meget førhen! Jeg kan nøjes med meget mindre. Mine valg er også blevet sundere!

Jeg er blevet bedre til at lytte til min krop, og overveje hvad den reelt set har brug for, snare end hvad den har lyst til, og den følelse overtrumfer endelig cravings!
Jeg er mere bevidst, når min krop synes den har fået nok. Jeg tager sjældent ret meget slik frem ad gangen, fordi jeg stadig har svært ved "fordi det er der" behovet, hvor man spiser til skålen er tom. Jeg er blevet langt mere bevidst om problemet sukkeret skaber i min krop. Det irriterer mig grænseløst når jeg spiser is, at det får mit blodsukker til at gå helt amok, og jeg slet ikke føler mig tilfredstillet efter, og vil æde endnu mere, også selvom min mave for længst har sagt stop. Så det undgår jeg helst, eller sørger meget strategisk for, kun at købe portionsstørrelse som en isvaffel, og ikke en hel liter is der bare ligger og lokker i fryseren.
Derudover har jeg gjort en dyd ud af at lave mine snacks selv, så vidt muligt. Det stemmer også bedre overens med mine andre værdier, om bæredygtighed og 'gør det selv' mentaliteten, men det gør det også nemmere at lave det sundere. Jeg har helt reelt slet ikke lyst til at lave noget med raffineret sukker i, og nyder udfordringen i at lave noget lækkert, kun sødet med bananer og dadler, eller slet ingenting.
Chokolade køber jeg stadig, men stort set kun mørk på 75-85%. Jeg prøver at holde mig til øko, for at sætte nogen regler op der begrænser mit impulsive behov, selvom jeg ikke altid er succesfuld med det. Det er problemet med regler - de kan brydes. Tilgengæld ser jeg ikke længere chokolade som en dessert i sig selv, med som en ingrediens. Den holder længe, og kommer altid i kombination med noget andet (hjemmelavet yoghurt, eller nøddebar og ligene).
I går tog jeg mig selv i at spotte RitterSport på tilbud, og som udgangspunkt "Uh! Billig RitterSport" med de sædvanlige smagsminder det syn vækker, men i samme sekund fik jeg øje på de nødder på tilbud jeg egentlig kom for at købe. Jeg kunne mærke i min krop, at jeg helt reelt havde meget mere lyst til nødder, ene og alene fordi 1. RitterSport smager for kvalmt for mig nu, og 2. jeg er bevidst om det faktum hvad RitterSport gør ved min krop versus nødder, i form af at give mig irriterende cravings, og desuden slet ikke mætte mig på en fornuftig måde.
Det er ikke engang noget jeg må minde mig selv om, for at løfte pegefinger ad mig selv, det er noget jeg omsider har lært og genkender instinktivt. Jeg genkender nærmest lys chokolade, kage og slik på samme måde, som jeg kender til følelsen af at tisse i bukserne.

Alt dette er jo selvfølgelig ikke noget der kommer alene. Vi har talt kalorier i over et halvt år, og er kun så småt begyndt at slappe af med det nu. Kæresten har nået sin målvægt, jeg vil gerne smide 5-6 kilo mere. Men vores kost er langt sundere end hvad den var sidste år, og det har uden tvivl rigtig meget at sige for sukker afhængighed. Meget færre kulhydrater giver færre cravings, og vores større indtag af grøntsager medfører at vi får langt flere fibre i vores kost, hvilket også har meget at sige for hvordan sukkeret påvirker os, når den endelig indtages.
Jo mere vi lærer om ernæring, jo bedre bliver vi til at bruge maden strategisk, og jo mere bevidste bliver vi, når man mærker at kroppen er i ubalance. Bare en enkelt dag med hvidt brød, og opdager straks hvad det gør ved en, når man ikke er van til det mere. Noget vi aldrig bemærkede da vi indtog det regelmæssig, fordi det jo bare var normen.
Vi har lært at sætte følelsen i kroppen højere end hjernens impulsive behov. Det er et princip om at tænke langsigtet, i stedet for 'her og nu' behov. Og det bedste af det hele er, at det er fordi vi ærlig og oprigtigt har lyst, og ikke fordi vi må piske os selv til at tænke sådan på det!

Der er nu gået en måned i det nye år, efter et fuldtendt år som sukkerfri. Det er den første måned, efter et helt år, hvor jeg ikke længere har regler, og testen må stå om mit forgangene års projekt har båret frugt.

Jeg har ikke længere strikes, men jeg bestræber mig stadig på at begrænse slik forbruget til weekenderne. Det går helt fint, hvis man med "slik indtag" mener regulær gufferi på en pose slik, plade chokolade eller en skål is. Jeg nøjes med en normal mængde, og kun om aftenen, men dog gerne både fredag og lørdag. Til sammenligning med hvor jeg var for lidt over et år siden, er det moderat og langt mindre end hvad jeg plejer!
Til hverdag tager jeg det let, om jeg drikker eller spiser noget sødt eller snacker på en sød kiks eller ligene. Hvis jeg stresser for meget over det, opnår jeg ikke et normalt forhold til det.

Selvom det i kontrast til nogen ret stramme regler virker som om jeg er lidt tilbage i samme rille mht hvor ofte jeg spiser slik, så tegner der sig alligevel en ret mærkbar forskel i mængden jeg spiser, og hvad jeg spiser. Endnu vigtigere, så lader jeg mig slet ikke friste i samme grad som jeg plejede. Jeg er fuldstændig immun for slikafdelingen når jeg er ude at handle. Det rør mig slet ikke. Bagerafdelingen kan stadig vække interesse, men når jeg så endelig står og glaner, går det op for mig at jeg egentlig ikke har lyst alligevel.
Jeg mæsker mig slet, slet ikke i samme omfang som jeg engang gjorde! Og det er virkelig den største, og vigtigste forskel. Jeg kan sagtens købe et enkelt stykke sukkerfrit chokolade, og måske en danskvand med smag, til at hygge mig med om aftenen, og faktisk ikke føle jeg mangler noget som helst.

I går havde jeg en rigtig god gammeldags øvdag, hvor jeg følte et enormt behov for at vende tilbage til noget der plejede at gøre mig tryk. Jeg tog i fakta og lod min spontanitet bestemme hvad jeg skulle fylde mig selv med. Det blev til en stor dåse Cult Cola, en 3-pak Knoppers og en pose choko-peanuts. En mængde af slik, som ikke havde været unormal førhen, når jeg rigtig skulle 'hygge' mig på en kedelig eftermiddag. Ikke overraskende, fik jeg lidt ondt i maven og en hel del kvalme!
Det overrasker mig dog, at jeg engang har kunnet spise så meget (og et under, at jeg ikke er blevet tykkere!!), vel at mærke på et regelmæssig basis. Lige netop den dag, gad jeg ikke spekulere i hvor dårlig kvalitets chokolade det egentlig var, og hvor meget cola bare smager af sirupsvand med kulsyre, men den tiltagende kvalme var genkendelig. Den plejede jeg at undertrykke førhen, og spiste ivrigt videre som den store overspringshandling det jo egentlig var. Det gik i særlig grad op for mig, hvor stor en betydning slikket har haft som "comfort food", og hvorfor jeg har spist så meget af det førhen. Det var rart at kunne forsvinde lidt væk, spille computer og bare sidde og være tyk, men det er jo ikke holdbart når det er hverdag. Og set fra det rent psykologisk, var det jo et tydeligt tegn på et flugtforsøg.

Det er rart at kunne mærke hvor langt man er nået. Jeg tror bestemt at de stramme regler har været nødvendige for at jeg har kunnet lære det jeg har, og indset de ting jeg har indset. Om det nødvendigvis havde været nødvendigt i et helt år, ved jeg ikke, men jeg fortryder ikke at jeg holdte ud så længe, ene og alene for at kunne fortælle mig selv at jeg kunne gøre det!
Lige nu er jeg knap så bekymret for om jeg falder tilbage til en dårlig vane. Meget af det har bestemt været vane, men ikke en vane der er kommet ud af det blå. Det jeg nok hellere bør være opmærksom på, er min psyke, og det der gør at jeg får lyst til at søge tilbage til sukkeret. Jeg kan tydeligt mærke at det ikke styre mig på samme måde som før, og det ikke er blevet en løsning på et bestemt problem. Når kæresten har en af sine 'snyde dage' og mæsker sig, så bliver jeg egentlig ikke fristet. I stedet kan jeg sidde og undre mig over, hvordan han har plads til det i sin mavesæk.
Jeg kan nyde at få lidt mundgodt i ny og næ, og øvelsen i at se slik for sin kvalitet snare end kvantitet, gør at jeg ikke bare fristes vilkårligt. Det giver færre muligheder for at falde i, når det ikke er planlagt. Jeg kan heldigvis også hvile i tanken om, at jeg primært kun spiser sødt for nydelsen, og ikke fordi jeg bruger det som en mental kaperings metode.

Det er første gang nogensinde har jeg været dedikeret og fået fuldført et nytårsfortsæt! (Det har givet nok blod på tanden til at jeg blogger videre med et nyt "projekt" for det nye år, dog mere som en slags selvudvikling snare end et egentlig nytårsfortsæt med løfter og mål. Læs med her)

Det har været et lærerigt år, og jeg har i den grad lært meget om hvad min sukkerafhængighed indebærer, og hvordan jeg har skullet omgå den. Hvad der har gjort udslaget, som har fået dette forsøg til at virke, hvor de andre har fejlet efter få måneder, er nok en kombination af flere ting. Jeg har grebet mentaliteten anderledes an, og det har skabt større dedikation. Jeg tror i det hele taget også der er sket meget i mit liv i personlig kontekst, som har gjort mig bedre til at være disciplineret om mine mål.

Hvad jeg har lært:
Jeg har lyttet mere til min krop, både på godt og ondt. Jeg ved, at den nogen gange beder om noget, den ikke skal have, men samtidig lytter jeg også, når den siger fra.
Det har været målet, at det skulle føles naturligt, og ikke fylde for meget i min hverdag. Det har det dog i den sidste halvdel af året, men her har det været vigtigt at justere. Heldigvis lærte jeg mest om kontrollen, det første halve år, så det gik fint.
Min definition af hvad god slik er, og mængden af det, har ændret sig. Jeg fristet i langt mindre grad, særligt ikke i supermarkeder. Jeg køber ikke slik, hvis jeg ikke har en klar idé om præcis hvad jeg vil have. Og kan jeg ikke få det, så køber jeg bare ikke noget.
Jeg er blevet bedre til at begrænse mig, og spiser ikke nødvendigvis slikket bare fordi det er der (men det kan være svært, når det står lige foran næsen), hvis jeg alligevel ikke kan lide det, eller er ved at få kvalme - noget jeg får relativt hurtigt nu, hvilket er en tendens der klart skal udnyttes! Min krop tolerere det slet ikke på samme måde mere.

Opsummering:
Hvad jeg tror der særligt har virket for mig:
* Idiotsikre regler der er nemme at forholde sig til.
* Et mindset om hvad min krop vil, og hvad den har brug for - og forskellen på de to ting.
* En omprogrammer af hvad god slik er, og at sødme er relativ. Jeg kan klare mig med langt mindre.
* Fleksibilitet i reglerne. Det er vigtigt at justere efter behovet, uden at det er fordi man gør sig selv en bjørnetjeneste. Men stramme tøjler virker kvælende. Det skal være til at leve med, og det skal vigtigst af alt være motiverende at gøre det.
* En konstant reminder om  min fremgang. Jeg glemmer det tit, og selvom jeg er glad for mit belønnings koncept, så falder begejstringen alligevel hen ad vejen. Men nogen gange må jeg stoppe op, og se om jeg kan genkalde minderne fra januar, 2017, og hvordan min tankegang og mentalitet var dengang. Der er unægteligt sket rigtig meget!
* Dedikation! Selvom jeg stadig ville klappe mig selv på skulderen, selv hvis jeg havde bare en enkelt usuccesfuld måned, endte jeg alligevel med at føle mig bundet op da jeg lavede holdere til mine kugler, med plads til 12. En forpligtelse, som både var god og dårlig, da den holdte mig kørende (for det ville se så dumt ud med tomme pladser på den), men jeg måtte også justere reglerne for at kunne kalde de sidste par måneder succesfuld. Noget jeg havde svært ved at acceptere, ind til det gik op for mig, at set med mine fortids-jeg's øjne, var jeg alligevel nået langt længere end jeg nogensinde har været før alligevel. Uden justeringer, havde jeg rendt panden mod muren helt uden grund.
* Det skal helst ikke handle om vægttab! Også selvom vægttab er et ønsket resultat, så er det først og fremmest vanerne der skal knækkes før det andet følger trop. Der kan hurtigt blive for mange ting at tænke på. Jeg begik den fejl at jeg begyndte at tælle kalorier de sidste 3-4 måneder, hvilket kan være en farlig bane at bevæge sig ud på, hvis man ikke allerede har mindsettet om sukkeret på plads først, da et konstant kalorie underskud giver lavt blodsukker, og dermed gør det langt svære at modstå fristelser. Én ting ad gangen!
* At kunne dette, skabe dedikation om sit mål, kræver ofte et stort mentalt overskud.  Det skal man først og fremmest være indstillet på, særligt fordi der er for stor tendens til at være for hård ved sig selv, når man ikke er overskuds typen, der har risiko for at fejle. Uden den selvrealisation først, kan det give bagslag. Omvendt, er det også en rigtig god øvelse på netop at få skabt mentalt overskud, fordi det hele hænger sammen. Mindre sukker giver nemlig også mere velvære på et langt større plan, på sigt.

Hvad så nu?
Nu er året forbi, og der er ingen tvivl om at der er meget der ligger under huden nu, men der er stadig ting jeg bør være mindfuld omkring og øve mig på.
Planen er at fortsætte lidt med samme tankesæt som før, men uden begrænsninger som "strikes". Det er nemlig også vigtigt at jeg får et normalt forhold til slik (det var jo trods alt hele formålet), og jeg øger også en risiko for overspisning hvis jeg begrænser mig til få dage.
Tilgengæld er det blevet for vane ikke at spise hvad som helst, og heller ikke lade mig friste i butikker, og alene med det, kan jeg nå ret langt.
Jeg vil gerne eksperimentere mere med sukkerfri opskrifter og slik, så jeg kan slappe af, uden at være bekymret for om mit blodsukker løber af med mig.

Som fortalt i sidste indlæg, er vi begyndt at tælle kalorier for at sætte lidt skub i vægttabet. Det er bekendt ikke det primære formål med sukker projektet, men uden tvivl en kærkommet effekt af at skære sukkeret ned til et minimum.

Men det konstante kalorie underskud gør det svært ikke at føle trang til "noget lækkert". Det havde jeg meget dårlig samvittighed over i starten, ind til det gik op for mig, at jeg har glemt hvad mit sande mål med sukker projektet egentlig var. Jeg vil uden tvivl fraråde at man både tæller kalorier, og går på sukker detox samtidig, så det har kun været en fordel at jeg har været igang så længe, fået omprogrammeret mit forhold til slik og sukker, før vi for alvor begyndte at tælle kalorier. For der er ikke noget galt i at have lyst til "noget lækkert", og der er heller ikke noget galt i at forkæle sig selv engang imellem, især når ens krop bliver sat på så stor en prøve, som det er at være i konstant kalorie underskud.
Hvad der betyder noget i mit sukker projekt, er mit forhold til sukkeret, og min definition af "noget lækkert". Og det er jeg faktisk dybest set nået i mål med.

Derfor har jeg omjusteret reglerne for de sidste tre måneder af projektet. Jeg var meget tøvende med det, da det normalt indbyder til en undskyldning for at lave undtagelser der kommer mit indre sukkermonster til gode, og det plejer at være starten på at falde tilbage på mine gamle vaner. Så ikke underligt, har det været med varsomme skridt, jeg har justeret reglerne. Men justeringer er nødvendige, alternativt skulle jeg stoppe med at tælle kalorier (Det kan jeg selvfølgelig også, men nu er det blevet til min kæreste og jeg's fælles projekt, og selvom det ikke er dét der skal styre os, vil vi jo gerne komme ned på en ordenlig vægt igen).
Justeringen går ud på at der stadig er tre strikes som sædvanligt, men at disse nu kun gælder konventionel slik. Altså helt almindelig kage, chokolade, sodavand og hvad der ellers hører til. Hvad der ikke tælles som et strike, er sundere alternativer til slik, såsom sukkerfri slik, snacks lavet på dadler eller sukkerfri kage sødet med banan eller anden frugt.

I starten talte disse også som strikes, fordi formålet var at fravænne mig behovet for hele tiden at snacke. Det behov er meget svært at undertrykke når man hele tiden er lidt små sulten. Dog føler jeg at jeg omsider har fået bugt med hovedproblemet i den snack mentalitet jeg havde før. Førhen var snacking en selvfølge, og jeg kunne ikke engang tage mig sammen til at få lavet intens arbejde ved computeren, uden at skulle "tanke op" med en plade chokolade eller en pakke cookies til at hygge med imens. Den mentalitet er jeg fuldstændig ovre (omend en kop kaffe er ofte stadig en tro følgesvend i de situationer!), og jeg føler mig ikke afhængig af at skulle snacke. Behovet er stadig størst om aftenen, når man er træt og vil slappe af, men hvor jeg før slet ikke kunne magte tanken om ikke at have noget, når jeg først fik lyst, og derfor ofte måtte skynde mig i fakta før lukketid, kan jeg sagtens acceptere at måtte undertrykke det nu, eller nøjes med et glas mælk.
Men derfor skal det selvfølgelig stadig ikke blive en vane, at jeg SKAL have noget, også selvom det er tilladt snacking. Jeg holder derfor stadig øje med at jeg ikke nødvendigvis gør det hver dag, eller for mange dage i træk. Jeg udfordre også gerne mig selv, hvis jeg kan se jeg har haft "lille snack" tre dage i træk, og prøver om jeg kan holde mig fra det i en uges tid. Noget jeg klarer problemfrit, hvilket virkeligt viser hvor langt jeg er nået!

I starten føltes det stadig forkert at lave den justering. Det nager stadig i baghovedet at der er reel risiko for at jeg bare får for vane nu altid at skulle have sukkerfri slik i stedet. Jeg er stadig bange for at det kunne blive en potentiel "gateway" til konventionel slik hvis jeg blev for afslappet med det, men lige nu fungerer det rigtig godt, så længe jeg holder mig til sukkerfri. Det giver ikke udsving i mit blodsukker, og giver ikke cravings. Meget sukkerfri chokolade giver faktisk mavepine, hvis man spiser for meget af det.
Og jeg kan bruge oceaner af tid på at føle dårlig samvittighed over at justere en regel, men glemmer at minde mig på det faktum, at jeg endelig har lært at spise det i moderation, og slet ikke tænker på det i samme omfang som for bare et år siden.
Jeg føler at jeg kun justere reglerne for at undskylde for hvorfor en måned alligevel er succesfuld så jeg ikke behøver at stå i den akavede situation, at jeg har 12 pladser til 12 sten, men kun har måske 10. Men jeg har glemt hvad det egentlig betyder, at have en 'succesfuld måned' (og dermed fortjener en sten). Det er ikke bare et firkantet koncept om at følge reglerne til punkt og prikke, det er et koncept om at lære mig selv et naturligt og normalt forhold til slik. Og det har jeg nu! Jeg fortsætter bare stadig de resterende måneder, af princip fordi det er det jeg har lovet mig selv, og fortjener en sten for hver måned jeg ikke har givet op og droppet projektet. At justere er jo ikke at droppe det, for jeg holder stadig mig selv i ørene. Bare med knapt så stramme tøjler.

Uden justeringen mens vi tæller kalorier (som jeg planlægger at fortsætte med ind til jul) havde jeg nok været langt mere tilbøjelig til at kaste håndklædet i ringen og sagt 'fuck it' til det hele. Og så havde jeg ikke længere fortjent nogen sten.
Jeg kan som sagt vinge af, at jeg har lært at få et normalt forhold til slik, og det indebærer ikke bare at begrænse mig, det indebærer også at kunne have et afslappet forhold til det. Det hjælper sukkerfri alternativer mig med. Problemet med alt for få tilladelser er, at jeg ender med at overspise,  når jeg endelig får lov. Og dét er ikke et normalt eller afslappet forhold. Dérfor kan jeg retfærdiggøre mine regel justeringer, da de jo egentlig ville arbejde imod mit mål hvis jeg ikke gjorde det.

Men summa summarum er, at denne justering kun giver mening så sent i projektet, og i kræft af at jeg allerede har lært en masse. Og den har måske også kun været nødvendig, fordi vi tæller kalorier. Derfor kan jeg også konkludere, at man så absolut ikke skal påbegynde et sukker projekt som mit, samtidig med en slankekur! Det ville kun gøre det sværer, end det allerede er.

Der er kun tre måneder tilbage før jeg kan sige at mit projekt er fuldendt, så det ville unægteligt være fjollet at stoppe nu. Omend 3 måneder førhen var min rekord, føles det som meget lidt nu.

Men jeg begynder i høj grad at savne et normalt forhold til slik. Og det har jo netop også været formålet med hele projektet - at få et normalt forhold til slik, i stedet for det ekstreme overforbrug jeg havde før. Men når metoden er ekstrem, bliver det hårdt efter næsten et helt år. Det bærer  mine to sidste indlæg  nok også præg af. Jeg vil bare gerne kunne spise slik, uden at tænke så meget på hvad og hvor meget og om jeg pludselig bliver afhængig af det igen.

Da jeg startede i januar og lagde mine regler, var det vigtigt at det skulle føles naturligt. At det ikke var et kæmpe projekt der skulle fylde hele min hverdag, og at jeg tog tingene stille og roligt, og ikke satte mine 'strikes' ned, før jeg var komfortabel med dem jeg allerede havde. Det skulle handle om justering, ikke begrænsning.
Det har også følt meget naturligt meget længe, og der er ingen tvivl om at min holdning til slik har ændret sig meget. Men derfor savner jeg alligevel at kunne hygge med noget lækkert, uden at tænke over hvor mange gange jeg har gjort det på den her måned allerede. Og dog det var forventeligt, har belønningsfølelsen i de sten der skulle symboliserer mine månedlige sejre, mistet lidt sin effekt over tiden.

Jeg har genlæst store dele af min blog, særligt de første par indlæg for at komme tilbage i den mentalitet jeg havde i starten af året. Det er kun forventeligt at man falder lidt af på den, og ikke kan bibeholde den samme mentalitet så længe. Nogen gange må man minde sig selv om sine værdier igen. Men lige nu føles det kun som et princip, snare end en nødvendighed, selvom jeg kan være bange for at den savn for hygge med slik kan udvikle sig negativt igen.
Jeg har sat mig ned og tænkt meget over det. Hvorfor jeg savner det, men også hvad jeg faktisk har opnået ind til nu. Jeg drages slet ikke af slikket i supermarkederne længere, jeg onder dem ikke et eneste blik. Jeg er blevet langt mere kræsen med det slik jeg så endelig køber, når jeg gør. Og min lyst opstår primært kun om aftenen, fremfor at være et krav til eftermiddagskaffen eller "energi benzin" når jeg skulle arbejde koncentreret. Det er alt sammen værd at tage med!

Men alligevel savner jeg. Jeg har pt. en halv bøtte Ben&Jerrys i fryseren som kalder på mig af og til, og det er til trods for jeg egentlig ikke synes den er så god igen. Normalt kan jeg sagtens ignorer når jeg fx. har chokolade liggende (Jeg har også en pakke Summerbird liggende i en skuffe, men den lokker af en eller anden grund ikke lige nu..).
Jeg tror i virkeligheden det er fordi jeg savner at kunne koble af, på en måde hvor et glas mælk ikke helt kan. Eller en tryghed, og en afslapning der ikke kræver at min hjerne ikke hele tiden skal forholde sig til det.
Alligevel føler jeg det er vigtigt at jeg prøver at finde ud af hvorfor jeg har det sådan, og hvilken tankeprocess der kan hjælpe mig til at håndtere det rigtigt. Hvorfor har jeg lyst til middelmådig dyr is, men ikke god fyldt chokolade? Og hvorfor kommer det særligt lige nu? Hvad sker der hvis jeg har det sådan her, når mit projekt er ovre? Selvom der er meget slik jeg ikke længere kan lide, er det ikke fordi det er svært for mig ikke at finde noget der frister. Jeg tror stadig jeg får behov for nogen guidelines, men jeg må passe på med ikke at banke mig selv oven i hovedet hvis jeg bryder dem.

Måske bunder det i en ret paradoksal situation. Jeg føler behov for is for at koble af og slappe af, men konceptet om at kontrollere mig selv og holde mig i kort snor med søde sager, modarbejder lidt idéen med at slappe af. Jeg må finde en tankeprcoess der håndterer det på en mere konstruktiv måde.

Jeg har forsøgt at finde et godt kompromis. Som nævnt i et par af de sidste indlæg, vil jeg gerne være lidt mere afslappet med snacks, og acceptere behovet for en "snack mentalitet", så længe den ikke er alt overskyggende, men tilgengæld må det kun være ét af de tre månedlige strikes der er "rigtig" slik, de to andre skal enten være hjemmelavet slik/kage, eller alternativ slik (som dadelkugler eller andet "sundt" slik, som ikke er traditionel men stadig føles som slik, grundet det høje frugtsukker indhold). Dog stadig som en idé snare end en regel. En måned er stadig succesfuld så længe jeg ikke overtræder de tre strikes, også selvom de ikke nødvendigvis har fulgt definitionerne. Pointen er nok bare mere at vække lidt udfordring i mig selv igen, for at hanke op, og holde ud i de sidste par måneder, uden at gøre det sværer end højst nødvendigt.

Der er stadig mange aspekter af mit forhold til sukker jeg mangler at få defineret og arbejdet med. Jeg har fået reduceret mit behov, og jeg har lært mig selv ikke længere at være fristet af det meste konventionelle slik i butikkerne. Jeg mangler dog stadig at få et behersket forhold til mængden, når jeg endelig giver mig selv lov, da jeg har en dum tendens til at overspise, fordi jeg endelig må. Også selvom jeg dybest set ikke har lyst til at overspise, gør jeg det alligevel. Vigtigst er, at jeg kan nyde når jeg nyder, og ikke hele tiden skal analysere og forholde mig til alt muligt når jeg gør det.

Edit:
Det går pludselig op for mig hvorfor jeg pludselig får lyst til slik, selvom jeg har klaret mig så godt så længe. Selvom dette sukker projekt aldrig har handlet direkte om vægttab, men om at styre et misbrug, så har vægttab alligevel været en ønsket virkning af det. Men da vægten endte med at stå stille meget længe i sommers, er kæresten og jeg begyndt at tælle kalorier inde for den sidste halvanden måneds tid. Det virker! Men når man er i konstant kalorie underskud, må man også forvente et konstant lavt blodsukker. Det giver god mening, men jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg skal greje den. Om jeg skal tillade kaloriefattig sukkerfri slik, eller hvad jeg egentlig skal gøre for ikke også at gå alt for meget på kompromis med vægttabet. Mit sukkermisbrug er dog stadig min top prioritet, så må vægten følge med om den vil.

Niende måned er så småt ved at være afsluttet, og der er kun tre måneder tilbage før jeg kan sige, at jeg har fuldendt mit projekt!

Det har tit slået mig, at jeg teknisk set kunne stoppe nu, og at jeg egentlig allerede føler jeg er i mål. Da jeg satte mig for at droppe sukkeret tilbage i januar, var det med tanken om at jeg skulle nedjustere et kæmpe sukkerbehov til et normalt forhold til sukker. Ikke at sukker skulle være forbudt, bare at jeg, ligesom alle andre "normale mennesker", ville kunne spise slik og kage, uden at det skulle styre mig.
Og der synes jeg bestemt jeg er nået nu! Jeg vil faktisk indrømme, at jeg har spist små bidder af en kokosmakron, uden at bogføre det i min app. Det tog mig lang tids overvejelse, med en blandet følelse af "Vil jeg bare retfærdiggøre det, så jeg slipper for at erklære denne måned en fiasko, og dermed ikke få september stenen?". Ja, jeg vil gerne retfærdiggøre det, men det gik op for mig, at det slet ikke var et behov for at finde på undskyldninger, som det plejede at være, men at jeg helt reelt ikke følte det var snyd, selvom det ret beset var kage, og derfor imod reglerne. Men reglerne har dog altid været til for at kunne blive tilpasset hen ad vejen, og jeg har bevidst valgt at have lidt løsere tøjler, nu hvor jeg er nået så langt.

Så hvorfor stopper jeg ikke bare nu?
Fordi jeg har sat mig et mål, der hedder ét helt år. 12 måneder. Og det har jeg tænkt mig at holde. I starten var det fordi jeg tænkte, at det var det der skulle til for at omprogrammere mig selv, og det er det måske stadig. Jeg kan godt føle jeg har styr på det hele, men jeg kan ikke vide med sikkerhed, om jeg også kunne fortsætte sådan, hvis jeg ikke havde et regelsæt at holde op imod min samvittighed.
Desuden handler det også om disciplin. Jeg begyndte projektet med det formål at få et normalt forhold til sukker, men jeg begyndte det egentlig også med det formål at træne min egen selv disciplin. Der er så meget jeg er enormt dårlig til, og ikke får mig taget sammen til. Der er sket rigtig mange ting siden nytår, som slet ikke er opstået fordi nogen regler har påkrævet det!
Jeg spiser sundere mad generelt. Jeg får færdiggjort mine projekter. Jeg får fuldført de små opgaver jeg sætter mig for, og jeg nøler langt mindre end jeg plejer.
Så hvis jeg stopper nu, hvad fortæller det så mig selv om mine principper og koncepter? Min tanke ved nytårsskiftet var, at hvis jeg kunne klare dét her, så kunne jeg klare mange ting! Og hvor fedt ville det ikke bare være at kunne sige, jeg gjorde det?
Selvom jeg teknisk set er i mål, så har jeg lavet et løfte, og det må jeg hellere holde.

Hvad skal der egentlig ske efter et endt år?
Det har jeg tit spurgt mig selv om. Hvad gør jeg egentlig, når jeg har fuldendt mit projekt her til nytår? Jeg vil ikke hænge mig selv op på regler og belønnings systemer mere, men være langt mere afslappet. Jeg tror dog stadig jeg vil have et "strike" koncept, men hvad der før var regler, er nu mere en slags guidelines. Det er et mindre problem hvis jeg går over, så længe jeg er bevidst om det, og er i stand til at opdage, hvis jeg falder tilbage i den gamle rille igen.

Siden begyndelsen har jeg været meget striks med at holde mig fra slik, kage og sodavand, med undtagelse af planlagte undtagelses dage. Det er jo alt i alt, det bloggen handler om.
Under det, har jeg også valgt at inkludere sukkerfri alternativer, primært egentlig af vane fra da jeg var gravid, og usikker på hvad mange sødemidler egentlig gjorde ved kroppen.
Men især i begyndelsen var det primært et spørgsmål om at komme ud af 'snack mentaliteten'. For hvis jeg tillod mig selv sukkerfri slik fra begyndelsen, så ville jeg bare æde kæmper mængder af dét i stedet (og få åndssvagt dårlig mave).

Vi er nu i niende måned af projektet, og der er lavet nogen små justeringer hen ad vejen, i takt med at jeg stoler på mig selv og at jeg ikke lader det løbe løbsk.
Det har altid været lidt svært, og lidt af et definitions spørgsmål, hvad "slik" egentlig er. Man kan hurtig snyde sig selv med skjult sukker i produkter man som udgangspunkt ikke ser som traditionel slik, men som indeholder mindst lige så store mængder. Jeg har dog altid tilladt mig selv frisk frugt, men været mere varsom med tørret frugt, selvom mange betegner det som "sund slik".
Men det korte af det lange er, at selvom jeg tillader mig selv pt. tre undtagelses dage om måneden, så kan det være svært ikke altid at få lov til at slappe af efter en lang og stresset dag, med noget der tilfældigvis er noget man putter i munden. Normalt er det et glas letmælk, eller en iskaffe (letmælk med kaffe-isterninger), og det bryder ikke mod mine regler da der ikke er sukker i (udover den naturlige mælkesukker, men der er naturlige sukkerarter i mange ting, og ikke noget der ville give mening at undgå, især ikke i decideret mad).

Men pludselig drøner kæresten ud af døren til lyden af Hjemme-Is bilens ringende klokke, og kommer tilbage med en kæmpe pakke sukkerfri is. Lidt bad move, tænker jeg. Kan jeg lade være med at lade mig friste hvis han skal fortære en hel kasse selv, over de næste par dage?
For mit sukker projekt handler ikke kun om at komme et sukkermisbrug til livs, det er også en styrkeprøve for min egen selv disciplin. Og den har i høj grad stået sin prøve!
Da jeg dog alligevel føler mig fristet, læser jeg på ernæringstabellen på isene og ser til min store overraskelse at de er enormt kaloriefattige, og at et glas mælk faktisk indeholder flere kalorier end nogen af isene.
Men nu handler det her sig jo ikke kun om at tabe sig, selvom det selvfølgelig kun er en positiv effekt af det.

Men hvad handler det så egentlig om? Det er faktisk enormt forvirrende, for udover produkter med skjult sukker der ellers ikke er traditionel slik, er der også svært at finde grænsen for alt der sælges som alternativ slik. Ikke kun sukkerfri slik, men også slik "uden tilsat sukker", som så i stedet har et kæmpe indhold af frugtsukker fra dadler og ligene.
Men det bliver hurtig ret firkantet. For hvis jeg godt må drikke et glas mælk som 'snack', hvorfor så ikke spise en is der både er færre kalorier og færre sukkerarter i? Jovist, mælken har nogen positive egenskaber som kalk, men det har fløden fra isen også. Så er der de potentielt negative effekter ved sødemidlet, men tilgengæld drikker jeg spandevis af kaffe hver dag, og koffein har jo også en tvivlsom effekt på kroppen, i så store mængder. Skal man sammenligne er isen måske ligefrem det "sunde" alternativ, men det føles bare ikke sådan, fordi det ligner og minder om alt det jeg jo prøver at undgå.

Jeg har ind til nu forsøgt at retfærdiggøre visse søde produkter ved at veje mængden af sukkerarter op med andre næringsværdier, primært fibre og/eller protein. For kan produktet fungere som et mættende måltid, eller en del af et, så godtager jeg det og tæller det ikke som decideret slik. Andre gange skal man også huske på, alt alt er relativt. Noget kan godt have et meget højt indhold af sukkerarter pr. 100g, men hvis du aldrig indtager mere end 10g af det ad gangen, måske kombineret med noget andet, så er det ikke fair at sammenligne med et andet produkt, hvor du måske spiser 200g af. Så, alt er relativt, og det er også en af grundene til at det er så forvirrende.

Så jeg vælger ind til nu, ikke at tælle sukkerfri slik som decideret slik, så længe det ikke bliver mit nye "fix". Særligt hvis det ikke påvirker mit blodsukker, for i så fald er vi jo lige vidt for så får jeg bare lyst til mere, som med normal slik. Bliver jeg derimod ved for ofte i en periode, så ér det et problem.
Jeg er stadig varsom med ting som dadelkugler og andet "sund slik" i den kategori, netop af den grund.
Men hvis det føles forkert, så er det nok heller ikke uden grund, så jeg skal passe på uanset hvad jeg så gør.
Men når det så er sagt, er det egentlig også ret vigtigt at slappe lidt af. Jeg har været meget striks mod mig selv i over et halvt år, og jeg har haft al mulig god grund til at være det, det første halve år. Men for psykens skyld, skal jeg også passe på ikke at være for hård mod mig selv.

Jeg legede meget med tanken om at droppe al slik fuldstændig for allerede et år siden, da jeg stadig var gravid og sukkeret påvirkede mig utrolig meget.
Jeg fandt det utrolig urealistisk overhovedet at kunne undgå det fuldstændig, og det alene motiverede mig ikke særlig meget til at prøve. Jeg følte jeg ville gå glip af en hel masse, og fornægte mig selv basal nydelse.
Men det var selvfølgelig også tankerne fra en person midt i sit sukkermisbrug. Der er sket meget med min mentalitet og min krops sukkerbehov siden hen.

Det er nok lidt urealistisk at undgå sukker som helhed helt 100%. Vi putter det jo i maden hele tiden, og nogen gange også med et formål. Men at undgå slik, kager og søde drikke er egentlig ikke så urealistisk længere. Men selvfølgelig skal der være plads til forkælelse i ny og næ, men definition af forkælelse har bare ændret sig!

Jeg har sat min "strike regel" til 3 gange i måneden. Oprindeligt var det planen at bestræbe mig på at komme helt ned på én gang i måneden, ind til december, men endnu vigtigere er at jeg kun sætter antallet ned, når jeg er tilpas komfortabel med det nuværende antal. Af og til føles 3 gange som meget lidt, og det er her at det slår mig, om jeg mon går glip af noget.
Ind til jeg tænker mig om. Hvad er det egentlig jeg føler jeg går glip af, når jeg må takke ned til søde sager fordi der ligger mere end tre fødselsdage eller sociale arrangementer på en måned? Slik og chokolade kan jeg altid købe, og det er slet ikke så interessant som det plejede at være. Når jeg endelig giver mig selv lov til at købe det, aner jeg alligevel aldrig hvad jeg vil have, fordi intet virker særlig spændende mere. Hjemmebag kan være et sats, for selvom jeg altid selv kan bage, er det ikke sikkert det er lige så godt. Men det er en Schoedinger situation. Det er både en god, og en dårlig kage på samme tid, så længe jeg ikke smager på den. Og hvis alle andre skulle falde helt i svime over det, så går det også nok. Det er bare en kage. Mit samlede formål er større end dét.

Jeg tror det jeg frygtede mest, at jeg skulle gå glip af, da jeg først tænkte tanken for et år siden, var at det skulle være alt eller intet, en kold tyrker. For nogen er det effektivt, men jeg tror jeg ville finde svært ved at finde motivationen hvis det blev et ubehageligt projekt. Men mest af alt frygtede jeg at mit problem var så stort, at jeg skulle holde mig fra slik hele mit liv. Jeg starter med et år, som allerede nu føles meget langt. Jeg har allerede fået omprogrammeret min mentalitet på disse 8 måneder, mon ikke de sidste par får slået sømmet i. Det er et spørgsmål om at være realistisk, og tage ting i sit eget tempo. 

Jeg bliver stående på de 3 strikes fremadrettet, men vil dog justere reglen til at mindst én af gangene helst skal være hjemmelavet. Og så kan jeg jo altid vælge at gøre det lidt sundere.

Vi er nu i ottende måned af projektet. Og vi kører stadig!

Jeg synes det er værd at stoppe op, og overveje hvad jeg har lært ind til videre, og hvordan jeg kan bruge de erfaringer nu.
Projektet handlede ikke kun om at skære ned på sukkeret, og tabe mig. Det handlede i høj grad også om at komme et misbrug til livs, ved at lære mig selv selv disciplin! Og det må jeg sige er lykkedes!
Jeg har lært, at bare fordi det er der, betyder det ikke at det skal bruges. Det gælder ikke kun slik, men også penge! Jeg har lært en beherskelse og en ny opfattelse af goder og glæder, og hvordan man også kan få glæde af noget, ved ikke at gøre brug af det.
Jeg har lært at det er meningsløst at spise slik, bare fordi jeg har chancen, og at det er spild af dårlig samvittighed at købe dårlig kvalitet. Ja, jeg har også lært at værdsætte kvalitet!
Jeg har lært, at jeg faktisk godt kan lykkedes med de ting jeg sætter mig for. Og at jeg har ret god grund til at være stolt af mig selv!
Jeg har lært at nyde nuet, sommeren og selskabet med andre, uden nødvendigvis at skulle putte noget i munden. Jeg har lært at nyde udfordringen i det, og har en intern konkurrence med mig selv. Min app fortæller mig at mit længste stræk uden slik har været 20 dage, og jeg forsøger at udfordre mig selv ved at slå det.
Jeg har lært at vanens magt er stærk. Det føles i langt højere grad naturligt, ikke at skulle mæske sig hver eneste weekend, og ikke at blive fristet bare fordi jeg bliver budt. Noget jeg selvfølgelig håber fortsætter når året er omme, men som jeg også skal være forsigtig med, da vanen jo også sagtens kan vende igen.

Jeg tilstår at efter milepælen på det halve år, brænder jeg ikke lige så meget for projektet. De sten jeg belønner mig selv med, siger mig ikke lige så meget mere, og de som jeg har, føles pludselig lidt mere meningsløse, selvom jeg jo godt ved hvad de betyder, og at det stadig gør mig stolt.
I starten tænkte jeg, at jeg vel også bare kunne slippe mig lidt mere løs nu, det har jo været så længe. Men nej! Planen var et helt år, ikke et halvt! Dog ved jeg at jeg på dette halve år har lært så meget om selvbeherskelse, og mit syn på meget slik har ændret sig en del, at jeg godt tør være lidt mere afslappet med nogen ting.
Jeg har fra begyndelsen været meget striks omkring AL form for sukker, ikke kun slik og søde sager. Også selvom reglerne teknisk set tillod det i forbindelse med et måltid, var jeg stadig påpasselig. Det tør jeg godt løsne lidt op på igen, for jeg stoler på mig selv til at vide, at jeg sagtens kan styre det. Jeg må også godt putte sukker på min havregrød, og jeg må godt nyde en smule sukker i en ellers sund snack eller drikke en appelsin juice en gang imellem, efter en lang gåtur. Så længe det ikke bliver en substitut for slik, men spises med et formål (måltid, eller tiltrængt energi efter en lang gåtur/cykeltur).

Hvor fristende det end er, hentyder jeg ikke til jordbær. Men et lille aflangt rødt bær fra Vest Afrika, der kan noget ganske magisk! Bærret i sig selv smager svagt sødt, men efter at have spist det, binder et specielt molekyle sig til tungens smags receptorer, og får alt surt og bittert til at smage sødt!

Jeg har længe kendt til bærret og dens magiske egenskaber, og prøvede den for første gang i tablet form for et års tid siden, og jeg synes den er enorm sjov! Tabletten er intet andet end frysetørret mirakelbær bundet sammen med majsmel. Citron smager af en frisk lemonade, pilsner øl smager nærmest af maltøl. Ting der i forvejen er søde, smager endnu sødere, som jordbær og æbler! Ikke fordi bærret fremhæver den søde smag, men fordi den dæmper de små toner af bitterhed der ofte er, i et svagt umodent jordbær eller syren i et æble. Nogen mennesker holder "miracle berry parties" hvor deres gæster bliver budt en tablet, og så skal der ellers smages løs på en masse forskellige ting, som pludselig kan ændre hel karakter!
Man bruger tabletten ved at lade den smelte på tungen før man sætter tænderne i maden, så molekylerne kan sætte sig godt fast. Jeg nøjes normalt med en halv tablet, til en enkelt skål jordbær med fløde (hvor sukker jo nu er helt overflødig!), min foretrukne ret med mirakel bær, og trods den manglende sukker smager det alligevel fuldstændig som barndomsminderne!
Størrelsen på tabletten har ikke så meget at sige for effekten, mest tiden den varer. Tabletten mister nemlig langsomt sin effekt i takt med at man spiser, og 'slider' molekylerne af tungen igen.

Ind til videre er forskningen på bærret og dens "mirakelmolekyle" begrænset, men med den der er, er der intet der har peget i en negativ retning. Det er en sjov gimmick, interessant at byde på gæster, og en anderledes måde at få det 'søde fix' på, uden overhovedet at behøve at spise noget der nødvendigvis er særlig sødt. I nogen lande sælger de sågar frysetørret mirakel bær pulver som et alternativ til sødemiddel. Personligt bruger jeg dem mest for sjov. Jeg fandt mine på ebay.