Fra sukkergris til klidmoster
Det er lidt som med vægttab, at selvom selve vægttabet føles som den primære rejse, så er det egentlig først når målet er nået, og det skal vedligeholdes, at den rigtige udfordring kommer - en udfordring der vel at mærke ikke har nogen slutdato. Det her skal holde for livet! Derfor er det enormt vigtigt for mig at finde en balancegang, som er naturlig og realistisk så det kan komme ind under huden på mig, og det ikke er noget jeg konstant skal holde mig selv i ørene med.
Jeg begynder så småt at sætte tvivl ved min 'strike regel', som nok var hele rygraden i mit regelsæt for mit sukkerfri år. Dog tror jeg simpelthen ikke at jeg ville have nået hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke kørte det på den måde. Det var først og fremmest en træning i disciplin! Men konceptet om "den forbudte frugt" skaber kun et instinktivt behov for at gøre oprør. Jeg har de første par måneder i det nye år forsøgt at holde mig nogenlunde på samme spor, og kun tillade mig det i weekenderne (primært fredag, med lidt lettere indtag lørdag-søndag). Det resulterede i ædeflip, og det er relativt hvor meget mindre der blev spist lørdag-søndag. Men jeg klarede mig sådan set fint nok de fleste hverdage. På daværende tidspunkt var jeg stadig arbejdsløs, så der var som sådan ikke den helt store forskel på hverdag og weekend, med henblik på behovet om at koble fra fredag/weekend, og alligevel brusede der altid et intens behov for at mæske sig op, hver eneste fredag. Hvorfor? Jeg klarede mig jo fint uden alle andre dage!
Jeg lagde strategien om, og i stedet tillod let snacking alle dage, ved behov, for at holde en jævn kurve, og ikke spise hverken mere eller mindre i weekenden. Det tager tid at vænne sig til, at fredag altså bare er en dag som så mange andre, og min krop har ikke mere brug for sukker bare fordi det tilfældigvis er den dag på ugen.
Umiddelbart lyder det som om jeg er kommet tilbage til gamle vaner, hvor jeg også spiste rå mængder slik hver eneste dag, men der er alligevel gjort store ændringer siden dengang! Først og fremmest har jeg afvænnet mig fra overhovedet at kunne lide langt størstedelen af det slik jeg mæskede mig i dengang. Derudover kan jeg slet ikke klemme samme mængder ned længere, hvilket er ret utrolig at jeg overhovedet at kunne proppe mig så meget førhen! Jeg kan nøjes med meget mindre. Mine valg er også blevet sundere!
Jeg er blevet bedre til at lytte til min krop, og overveje hvad den reelt set har brug for, snare end hvad den har lyst til, og den følelse overtrumfer endelig cravings!
Jeg er mere bevidst, når min krop synes den har fået nok. Jeg tager sjældent ret meget slik frem ad gangen, fordi jeg stadig har svært ved "fordi det er der" behovet, hvor man spiser til skålen er tom. Jeg er blevet langt mere bevidst om problemet sukkeret skaber i min krop. Det irriterer mig grænseløst når jeg spiser is, at det får mit blodsukker til at gå helt amok, og jeg slet ikke føler mig tilfredstillet efter, og vil æde endnu mere, også selvom min mave for længst har sagt stop. Så det undgår jeg helst, eller sørger meget strategisk for, kun at købe portionsstørrelse som en isvaffel, og ikke en hel liter is der bare ligger og lokker i fryseren.
Derudover har jeg gjort en dyd ud af at lave mine snacks selv, så vidt muligt. Det stemmer også bedre overens med mine andre værdier, om bæredygtighed og 'gør det selv' mentaliteten, men det gør det også nemmere at lave det sundere. Jeg har helt reelt slet ikke lyst til at lave noget med raffineret sukker i, og nyder udfordringen i at lave noget lækkert, kun sødet med bananer og dadler, eller slet ingenting.
Chokolade køber jeg stadig, men stort set kun mørk på 75-85%. Jeg prøver at holde mig til øko, for at sætte nogen regler op der begrænser mit impulsive behov, selvom jeg ikke altid er succesfuld med det. Det er problemet med regler - de kan brydes. Tilgengæld ser jeg ikke længere chokolade som en dessert i sig selv, med som en ingrediens. Den holder længe, og kommer altid i kombination med noget andet (hjemmelavet yoghurt, eller nøddebar og ligene).
I går tog jeg mig selv i at spotte RitterSport på tilbud, og som udgangspunkt "Uh! Billig RitterSport" med de sædvanlige smagsminder det syn vækker, men i samme sekund fik jeg øje på de nødder på tilbud jeg egentlig kom for at købe. Jeg kunne mærke i min krop, at jeg helt reelt havde meget mere lyst til nødder, ene og alene fordi 1. RitterSport smager for kvalmt for mig nu, og 2. jeg er bevidst om det faktum hvad RitterSport gør ved min krop versus nødder, i form af at give mig irriterende cravings, og desuden slet ikke mætte mig på en fornuftig måde.
Det er ikke engang noget jeg må minde mig selv om, for at løfte pegefinger ad mig selv, det er noget jeg omsider har lært og genkender instinktivt. Jeg genkender nærmest lys chokolade, kage og slik på samme måde, som jeg kender til følelsen af at tisse i bukserne.
Alt dette er jo selvfølgelig ikke noget der kommer alene. Vi har talt kalorier i over et halvt år, og er kun så småt begyndt at slappe af med det nu. Kæresten har nået sin målvægt, jeg vil gerne smide 5-6 kilo mere. Men vores kost er langt sundere end hvad den var sidste år, og det har uden tvivl rigtig meget at sige for sukker afhængighed. Meget færre kulhydrater giver færre cravings, og vores større indtag af grøntsager medfører at vi får langt flere fibre i vores kost, hvilket også har meget at sige for hvordan sukkeret påvirker os, når den endelig indtages.
Jo mere vi lærer om ernæring, jo bedre bliver vi til at bruge maden strategisk, og jo mere bevidste bliver vi, når man mærker at kroppen er i ubalance. Bare en enkelt dag med hvidt brød, og opdager straks hvad det gør ved en, når man ikke er van til det mere. Noget vi aldrig bemærkede da vi indtog det regelmæssig, fordi det jo bare var normen.
Vi har lært at sætte følelsen i kroppen højere end hjernens impulsive behov. Det er et princip om at tænke langsigtet, i stedet for 'her og nu' behov. Og det bedste af det hele er, at det er fordi vi ærlig og oprigtigt har lyst, og ikke fordi vi må piske os selv til at tænke sådan på det!
0 kommentarer: