A slippery slope
Jeg har officielt slået min rekord mht at holde mig konsekvent fra sukker i længst tid! Yaay! (Jeg ville have købt en Pyrite sten til at markere det, men de var udsolgt :( ) Ikke blot en rekord i længst tid, men også nogen langt mere konsekvente måneder end mine tidligere forsøg, hvor weekendslik eller 'sidst på måneden slik' stadig var tilladt.
Jeg har generelt været ret god til at holde mig på måtten, og jeg har fået ret godt styr på at håndtere fristelser. Det fylder næsten ikke noget mere. Jeg kan kun tælle 3-4 gange inde for de sidste tre måneder hvor jeg rigtig har spist slik/kage. Jeg har dog markeret væsentlig flere som 'strikes' i min app, men det er fordi jeg vælger at være overforsigtig så længe jeg ikke er nået så langt. Reglen er, at hvis det føles som snyd, så skal det også markeres, for det er den slags der kan rulle som en snebold, hvis jeg tillader visse søde nydelser over andre. Forhåbentlig når jeg til et punkt hvor jeg ikke behøver at markere honning i teen som en strike, fordi jeg ved jeg kan håndtere det.
Men med sådan en bedrift har man jo lyst til at fejre det! Ikke? Paradoksalt nok er jeg så stolt af mig selv og min evne til at holde mig inde for mit max strike (som fra denne måned nu bliver sat ned til tre om måneden) at en indre sukkerdemon prøver at overbevise mig om at jeg burde fejre det med noget lækkert sødt, fordi jeg jo tydeligvis er så god til at styre det alligevel. Og tanken om kun at have spist kage/slik 3-4 gange på tre måneder virker jo nærmest helt provokerende! Som om jeg har noget til gode.
Men det er en farlig tankegang. Og at fejre at man er god til at holde sig fra fristelser, ved at spise kage, virker jo ret omvendt.
Alligevel har jeg haft svært ved at slippe tanken. Det er som om det er en indgroet kulturel ting, at når man skal fejre noget stort, så skal man spise noget sødt. Hvilket også giver fin mening i alle andre kontekster end denne. Men jeg har ligefrem haft drømme om at jeg ville spise noget sødt! Det er nu jeg skal passe ekstra meget på!
Det mest paradoksale ved hele situationen er, at når jeg så endelig tænker på hvad jeg egentlig ville have hvis jeg rent faktisk købte noget, så kan jeg ikke komme i tanke om noget som ville være det værd. Dels ville jeg føle det var et skridt i den forkerte retning (selv hvis jeg havde rigelig med strikes tilbage), men det ville især være spild af dedikation hvis jeg endte med at købe noget som bare smagte middelmådigt. Hvilket er størstedelen af det slik/kage jeg kan komme i tanke om, som kan købes i div. supermarkeder.
Det er sjovt at tænke på hvordan ens sukkerafhængighed og konstant stigende og faldende blodsukker har glorificeret alt slik og kage. Selv dengang var det jo heller ikke fordi mine smagsløg eksploderede af glæde når jeg spiste det, jeg spiste det jo bare fordi min krop sagde den havde brug for noget sødt. Nu er min krop blevet afvænnet, og mit blodsukker væsentlig mere stabilt, så det er ikke længere et fysisk behov, men et mentalt. Og netop fordi jeg er nået så langt som jeg er, er det nød til at være besværet værd hvis jeg endelig skulle give efter.
Det hele kulminere i en masse overtænkning. Pludselig har jeg lyst til at planlægge en undtagelsesdag (for jeg må jo som bekendt ikke lave en spontan undtagelse, især ikke når jeg har aller mest lyst til det) alene fordi jeg har klaret mig godt, og ikke har brugt ret mange af mine strikes. Fordi jeg 'fortjener det'. Hvilket vel egentlig også er sandt nok. Men er jeg 'stærk nok' til at lave den slags planlagte undtagelser? Normalt må jeg jo kun i forbindelse med sociale lag, eller noget helt helt særligt. Og at bruge strikes fordi jeg ikke har brugt dem 'nok' før, er jo en dum tankegang. Men er en planlagt undtagelse, for undtagelsens skyld hvor jeg selv bestemmer hvad jeg spiser, ikke bedre end en undtagelse fordi der tilfældigvis ligger en fødselsdag eller ligene på en af dagene, hvor jeg bare spiser det der serveres? Og hvad nu hvis jeg alligevel ikke hungre noget når dagen så endelig kommer? Så er der jo ikke nogen grund til at gøre det, bare fordi 'jeg må'. Og hvad nu hvis jeg planlægger noget, spiser noget sødt, og så fortryder det fordi det alligevel ikke smagte så godt som jeg havde håbet? Er det så overhovedet en belønning? Og hvorfor kan jeg egentlig ikke bare være lidt mere afslappet med det, og nyde noget selvom det ikke får mine smagsløg til at eksplodere?
Det er sådanne tanker som før har kørt mig af sporet. Grænsen begynder at flyde ud, og jeg har svært ved at håndtere dilemmaet mellem at være for hård mod mig selv, og på at klappe mig selv på skulderen når jeg endelig gør det godt.
Jeg har allerede en planlagt undtagelsesdag omkring d. 1 maj hvor kæresten og jeg har årsdag. Her ved jeg at chokoladen jeg køber, bliver det hele værd. Et eller andet sted ville jeg jo tro det burde være nok.
0 kommentarer: