Drømme om slik og kugler

30 maj Mikki Ragn 0 Comments


(Get your head out of the gutter! It's not what you think!)
Det er enormt bemærkelsesværdigt at jeg fra tid til anden har drømme om at spise slik. Det virker nærmest åndssvagt og overdrevet at det fylder så meget, at det sågar gør sig bemærket i min underbevidsthed.
Dog er det meget interessant at analysere på de drømme, da de altid udspiller sig ret ens. Jeg drømmer ofte at jeg spiser ét eller andet lille stykke ligegyldigt slik, uden at tænke over det. Og ofte noget jeg egentlig ikke er sådan overdrevet vild med. Hvis jeg havde drømt om uimodståelige ting kunne jeg måske forstå det, men jeg drømmer jeg spiser en lille sej flødekaramel af tvivlsom kvalitet, og straks bliver jeg sur på mig selv fordi jeg har brudt min regel, og så tilmed for noget så ligegyldigt der ikke engang gav mig særlig meget glæde.

Det der gør det interessant er dels at det sker ved et tilfælde, uden jeg tænker over det, og dels at det sjældent er noget jeg finder overvældende interessant, for andet end bare at være noget tilfældigt slik.
Det er især den tilfældige snacking der var problemet. At jeg spiste slik, fordi det var der, uden det var en bevidst handling. Når jeg er hjemme hos min mor, er der altid slik fremme i næsten alle rum (på nær toilettet, heldigvis!), og når jeg lige er ankommet, er det fristende ikke lige at hapse et stykke. Ikke fordi jeg har lyst til hendes slik, men fordi det ligger så dybt i mig bare at gøre det. Det er ren vane. Og mine regler betyder jo meget for mig, så jeg bliver altid enormt skuffet på mig selv i drømmene.
Og ville være være end at bryde reglerne for noget slik, man ikke engang er overvældende interesseret i? Mit nye forhold til slik har sat smag i en nyt perspektiv, og intet må være tilfældigt længere. Der er ingen grund til at spise slik, bare fordi det er slik, hvis ikke det gør noget for mig. Sådan har det ikke altid været, og det gør sig især til udtryk i drømmene.

Det minder mig dog også om, at jeg i perioder har haft svært ved at vurdere rationelt for hvornår snacking er ok, og hvornår det ikke er, og i hvilket omfang. Det fylder meget mere end det skal, men pludselig finder man smuthuller og der bliver bagt lidt for mange kokos/nødde klatkager..


Dog er det interessant at jeg nu også får nogen helt andre drømme, der handler om de pyntestens kugler jeg køber for hver succesfuld måned. Jeg har to gange haft drømme hvor nogen enten tager dem, eller "låner" dem uden accept, og enten ødelægger dem eller får dem smidt væk. De betyder alligevel en del for mig! Jeg er glad for det belønningssystem jeg har lavet, og det de symbolisere for mig. Måske er jeg bange for at udefrakommende lokker mig i fordærv, og "fratager" den kugle jeg kunne have haft den måned, hvor alle strikes er brugt op.
Men det er i sidste ende kun mig selv, der har ansvar for hvorvidt det sker.

Jeg har nu valgt at lave holdere til kuglerne, men har ikke turde lave én samlet til 12 kugler, men i stedet tre holdere (til hhv 3, 4 og 5 kugler i hver). Selvom jeg kun kan forestille mig at jeg selvfølgelig klarer hele året ud, er jeg enormt bange for om jeg kan stole på mig selv til også at gøre det. Det er jo ikke fordi jeg skal have 12 kugler, det er fordi jeg skal reducere mit slik forbrug, det er dét som det handler om først og fremmest. Og det burde ikke være et issue for mig om jeg kun får 11 eller 8 kugler, det er stadig langt mere end jeg nogensinde har gået før. Jeg kan være bange for at konceptet om kuglerne ender med at fylde så meget, at jeg ville bøje reglerne for at kunne få månedens kugle, og det ville være et problem!

0 kommentarer: