Behersk dig dog!

18 april Mikki Ragn 0 Comments


For et par dage siden havde jeg en af de planlagte undtagelses dage. Vi havde baby-fri aften og var taget på Jensens og senere biografen. For første gang i lidt over en måned fik jeg både cola og chokolade, og selvom jeg havde set frem til det, var det næsten for meget. Sødmen var intens, men til gengæld var en lille cola for en gangs skyld nok til maden, og til biografen blev chokoladen skyllet ned med en vand med smag. Andet havde givet både halsbrand og kvalme.

Det er jo adaption det hele. Hvis jeg havde fortsat ville smagen blive mere og mere mundan. Ikke længere intens men heller ikke interessant. Men fordi det nu er så sjældent er oplevelsen en hel anden. Og det er egentlig noget der kan udnyttes til noget positivt!

Med nogen af de tidligere metoder, med fastlagte undtagelsesdage, havde jeg set frem til de dage i så stor en grad, at ventetiden bare var noget der skulle overstås, og undtagelsesdagene skulle udnyttes til fulde, så jeg havde nok set ud over kvalmen og halsbranden fordi det er 'nu eller aldrig'. Men når jeg har undtagelsesdage nu, tænker jeg anderledes på det. Det skal indtages med en enorm mindfulness. Enhver smagsnuance skal analyseres. Det kan gøre nydelsen bedre, men det gør også en langt mere opmærksom på, hvor enorm sirups agtig cola pludselig er, og pludselig bliver man mere opmærksom på den kvalmende følelse i maven, når man har spist en halv pose fyldt chokolade. Og hvorfor så fortsætte? Fordi det er der? Jamen, de er der jo også om en times tid, når kvalmen måske har lagt sig. Hvorfor mæske sig i det hele på én gang?
Dog endnu vigtigere er det at bemærke hvad det egentlig gør ved ens krop, og hvordan det egentlig smager. Hvorfor blive fristet af chokolade, når man kan huske at sidste gang gav det en smule kvalme? Hvorfor blive fristet af en iskold cola, når den i kontrast til nuværende vaner ville smage ulækkert sødt? 
Selvfølgelig skal man nyde sin friaften alligevel, og ikke skrue op for ubehagelighederne bare fordi man bemærker dem, men det vigtige er ikke at skubbe dem til side, så man kan skovle mere ned. Det er observationer som er vigtige at huske på, til de dage hvor man føler sig fristet. Tilgengæld kan det også være observationer der gør en klogere til næste gang man tager en friaften. Chokoladen var måske for kvalm fordi den egentlig var af tvivlsom kvalitet. Og selvom nogen danskvand med smag faktisk har tilsat sukker, men dog i nogen mindre grad, var det faktisk langt mere tåleligt til sammenligning med en overdrevet sød cola, og derfor en ganske fin erstatning til de dage.

Jeg synes undtagelsesdagene er gode til at 'øve' sig på behærskning. Jeg nyder ikke min fridag mindre, og den føles heller ikke spildt bare fordi nydelsen ikke var så enorm som man kunne forestille sig. Men man får afløb for den restriktion man ellers kan føle alle andre dage, og man bliver erfaringsrigere mht hvordan man egentlig har det med de søde ting, som man så kan bruge som værktøj til alle de andre dage.

0 kommentarer: