Fristelser er eget ansvar

24 marts Mikki Ragn 0 Comments

Når man går i gang med et projekt som dette, er det uundværligt med støtte fra venner og familie, og har man en god omgangskreds så kommer det også helt af sig selv, når man fortæller hvad man laver. Men som udgangspunkt, er det nok egentlig ikke noget man skal regne med, selvom støtte selvfølgelig betyder meget. Man skal have nogen ret trælse 'venner' og en rådden familie, hvis folk ligefrem sidder og æder en fedtet Berliner lige op i snuden på en, velvidende at man prøver at holde sig fra de søde fristelser.
Men det her er mit projekt, og jeg kan ikke altid regne med at folk omkring mig altid kan huske at jeg har det svært med søde sager. For folk der kan styre det, og har et normalt forhold til sukker, tænker man sjældent over at det at man har købt en lille cola nødvendigvis er et problem. Det er ikke deres ansvar altid at huske at jeg ikke kan styre det, det er mit ansvar ikke at blive fristet.
Det er mig der har valgt at gøre det på denne måde, og de skal ikke lide unødigt på grund af mine valg.

Jeg arbejder meget målrettet på at lære mig selv ikke at blive fristet, hverken når jeg er ude at handle, eller endnu værre - når jeg bliver tilbudt.
I supermarkederne har jeg nu lært at abstrahere fra de farverige produkter nær kassen, og prøver at anskue det som trivielle objekter. Normalt frister de fordi jeg ser dem, og danner en spontan smags association - selv for slik/kage/drikke jeg aldrig har prøvet, har jeg alligevel en klar forestilling om hvordan det mon smager. Det er pirrende, for pludselig skal jeg tage stilling til smagsindtryk jeg får gennem øjnene. Men i bund og grund er det også bare objekter, de har bare tilfældigvis en form og en farve jeg normalt forbinder med noget lækkert. Det vigtigste er selvfølgelig slet ikke at dvæle ved det, når jeg passere det. Jeg ved det er der, men kigger væk. Jeg forestiller mig at de er lavet af plastik, silikone, papmaché eller noget andet ikke-spiseligt materiale, man sikkert kunne lave noget der ligner. Så længe jeg ikke kigger for meget eller tænker for meget over det, vækker en pose bolsjer ikke mere begejstring end synet af en kuglepen eller en saks.

Værre er det når andre tilbyder. Her er det ikke nødvendigvis alle der ved, at man er på "kur", og folk mener jo kun godt. Igen, det hjælper at forestille sig at kagen bare er lavet af skumsvampe og barberskum, men det kan være svært når den dufter, og er inde for synsvinklen hele tiden. Jeg prøver dog stadig at minde mig selv om, at det sikkert slet ikke smager så godt som jeg tror, og selv hvis den gjorde, ville jeg fortryde min gerning så snart sødmen fra den sidste bid blev udvandet i min mund. Hvis jeg ikke skal stå ved mine principper nu, hvad så næste gang nogen tilbyder? Og næste gang igen? Jo flere gange det lykkedes jo nemmere bliver det i længden.
Hvis der er andet "tilladt" mad i nærheden, hjælper det også gerne at spise det. Er det helt slemt, ja så må jeg jo bare gå.